De første og mange dage med din killing/kat
Skab et trygt hjem:
Når din killing/kat kommer hjem, så hav et lille rum klar til den. Det kan f.eks. være et badeværelse/bryggers eller et mindre ekstra rum i hjemmet.
Her skal katten have sin base de første par dage. Lad den langsomt undersøge sit nye hjem. Undgå at overmande den med opmærksomhed. Giv den tid til at vænne sig til de nye omgivelser og selv komme ud i resten af hjemmet i dens eget tempo.
Luk dørene og vinduer:
Sørg for, at alle døre til farlige områder (som kælder eller udeområder) er lukkede. Skab et sikkert og overskueligt miljø for din kat.
Vent minimum 6 uger før du lukker din kat udenfor, start med at følge med ud i haven i få minutter ad gangen, indtil den vænner sig til det.
Tryghed og ro:
Giv din kat en stille og rolig start. Undgå høj musik eller meget trafik(besøg) i starten. Hold det simpelt og lad katten selv tage initiativ til at komme tættere på dig.
Toilettræning/renlighed:
Katte er meget renlige dyr, det er naturligt for dem at bruge kattebakke og dette kommer naturligt til dem fra de er helt små.
Hvis din kat ikke bruger kattebakken, så skal dyrlægen kontaktes, dette kan være tegn på sygdom, eller stress.
Opmærksomhed på fodring:
Hvis katten er neutraliseret, kan den have en tendens til at tage på, giv flere små måltider i løbet af dagen og hold øje med vægten. Overvægtige katte udvikler sygdomme som:
Diabetes, ledproblemer, hjerteproblemer, fedtlever, respiratoriske problemer, nedsat immunforsvar, urinvejsproblemer, forhøjet blodtryk, problemer med anæstesi
Køb aldrig mærker som Whiskas, Dreamies og andre supermarkedsprodukter, disse er fyldt med salt og sukker og er ikke sunde for katten. Skift over til voksenfoder når de er over 1 år.
Aktivering:
Mange undervurderer dette behov hos deres katte, men katte har brug for stimulering, det er derfor meget vigtig du leger med din kat, og aktiverer den mentalt og fysisk.
Dette kan gøres på følgende måder:
Leg: Lege med bolde, drillepinde eller andet legetøj din kat kan lide.
Leg aldrig med laser pointers eller lignende legetøj, hvor katten ikke fysisk kan fange noget, dette vil gøre den frustreret og stresset.
Hvis din kat begynder at trække sig fra legen, så stop og genoptag legen på et senere tidspunkt eller dagen efter.
Klatrevægge: Katte elsker at klatre og hoppe rundt og ”jage”. Man kan enten lave sin egen klatrevæg eller købe nogle der nemt kan sættes op. Alternativt kan man have mange kradsetæer i forskellige højder, i forlængelse af hinanden så de danner en forhindringsbane.
Foder aktivering: Spred foderet omkring på kradsetræet eller vær kreativ med at gemme det i tæpper, toiletruller eller lign. Man kan også købe forskellige foderaktiveringsbolde/spil til katte. Katte er jægere og har derfor godt af at ”jage” deres mad.
Adfærd:
Katte er naturligt nysgerrige og aktive, men hvis din kat viser tegn på aggressivitet eller undgår kontakt, kan det være tegn på sygdom, stress eller frygt.
Kontakt dyrlægen ved mistanke om sygdom, hvis sygdom kan udelukkes, giv den tid og lad den tilpasse sig sin nye verden i sit eget tempo. Kontakt os evt. for en adfærdskonsultation.
Socialisering:
Begynd at socialisere din kat langsomt. Lad den møde nye mennesker og andre kæledyr under kontrollerede forhold for at sikre en god fremtidig adfærd.
Ved introduktion af andre dyr i hjemmet, kan det være en god ide at starte med at have disse i hvert sit rum i de første par dage, start med at tage et tæppe/en seng eller andet der dufter af det andet dyr ind til din kat, og omvendt til det andet dyr i hjemmet. Sådan kan de starte med at vænne sig til hinandens duft inden en langsom, kontrolleret introduktion. Masser af godbidder og positiv forstærkning vil hjælpe processen.
Kradseadfærd:
Det er helt normalt, at katte kradser på møbler eller tæpper. Dette gør de for at sprede deres duft i hjemmet. Sørg for at tilbyde den et kradsebræt/træ eller et klatretårn som alternativ. Hvis det ikke hjælper, kan vi kontaktes for en adfærdskonsultation.
Sikkerhed:
Hold eventuelle farlige objekter (som snore, plastiksække eller små genstande) væk fra din kat for at undgå utilsigtet indtagelse eller kvælning.
Sundhed:
Tjek, om din kat virker aktiv og rask. Hvis den virker sløv, har diarre, opkastning eller mister appetitten, bør du kontakte dyrlægen. Det samme bør du gøre hvis der er ændring i dens adfærd, tisser/har afføring udenfor bakken, hvæser, river/bider, reagerer anderledes på vante ting.
Sørg for, at den er blevet ormebehandlet og fået de nødvendige vaccinationer.
Hold den opdateret med årligt sundhedstjek og vaccinationer.
Nytår:
De fleste katte kan reagere meget voldsomt på nytår/fyrværkeri.
Der findes flere forskellige slags præparater, som kan købes hos dyrlægen, der kan hjælpe dem trygt og sikkert igennem denne aften. Tal med din dyrlæge om hvilket der passer bedst til din kat, vent ikke til nytår med at se kattens reaktion, vær forberedt på forhånd.
At være katteejer er en fantastisk rejse fyldt med glæde, men også ansvar. Sørg for at give din kat masser af opmærksomhed, pleje og tid til at tilpasse sig. På den måde vil du få en sund og lykkelig kat, der vil blive din trofaste ven i mange år fremover.
Kontakt os endelig hvis der skulle være nogle spørgsmål.